dotcomwebdesign.com
Velkommen > Anmeldelser > Russerne. 37 introduktioner til russisk kulturhistorie

Russerne. 37 introduktioner til russisk kulturhistorie

Redigeret af Katrine Hornstrup Yde og Peter Nielsen, udgivet på Informations Forlag 2018.

Af Christoffer Henneberg, cand.mag. i litteraturvidenskab og oldtidskundskab.

Dagbladet Information bragte i løbet af foråret en artikel- og podcastserie om russisk kulturhistorie, som nu er udkommet i bogform under titlen Russerne – 37 introduktioner til russisk kulturhistorie. Udgivelsen er andet bind i avisens serie om andres kulturhistorier – tidligere er udkommet Deutschstunde – 34 introduktioner til tysk kulturhistorie.

Det er en ganske lækker bog at få i hånden. Ros skal gå til omslagsdesigneren Sofie Holm Larsen. På en indbydende forside, holdt i de tre farver fra Ruslands trikolore, ses Tolstoj, en skakbrik og et par balletdanserinder. En effektiv teaser, der antyder emnets spændvidde.

Men hvorfor Rusland? Og hvorfor nu? Tja, anledninger til nu at rette fokus på russerne var der flere af: Det russiske præsidentvalg i marts og sommerens VM i fodbold, som Rusland under stor pressebevågenhed var vært for. Men også mere generelt det forhold, at Rusland nu igen spiller med musklerne som en politisk supermagt. ”Vi kan ikke ikke forholde os til Rusland på den verdenspolitiske scene”, som der står i forordet.

Bogens sigte er imidlertid at gå bagom avisoverskrifter om Putin, korruption og undertrykkelse og i stedet fremskrive et dybere og skønnere Rusland: musikkens, billedkunstens og selvfølgelig ikke mindst litteraturens Rusland. Men også: videnskabens og skakspillets Rusland. Om sidstnævnte hører til i en kulturkanon, kan diskuteres, men her må kultur altså åbenbart forstås i en bredere forstand.

For det er en kanon, vi har med at gøre her. Tilmed en meget personlig én af slagsen, udvalgt af de enkelte skribenter selv, hvoraf de fleste er hentet blandt avisens fagmedarbejdere, men man har også i visse tilfælde valgt at trække på eksterne Ruslandseksperter som Tine Roesen og Mette Dalsgård.

Valg og fravalg kan som bekendt altid diskuteres, når vi har at gøre med en kanon. Hvad nu fx litteraturen angår, kan det undre, at man ikke har medtaget forfattere, hvis storhedstid falder efter 1970. At Turgenev ikke er med, vil nok også komme bag på nogen. Til gengæld er den såkaldte sølvalder i russisk litteraturhistorie repræsenteret ved lyrikeren Anna Akhmatova. Men hvor er Nobelpristageren Svetlana Aleksijevitj?

Det skal dog siges, at kapitlet ender med en anbefaling af en række andre, udeladte forfattere, der i nogen grad kompenserer for de ikke altid helt indlysende fravalg.

Endvidere behandles den nyere litteratur i et afsluttende essay af Tine Roesen, der fører os helt ajour med de aktuelle litterære tendenser i dagens mere globaliserede Rusland, hvor forfatterne har mistet deres toneangivende rolle i samfundsdebatten.

Dette sidste var nyt for denne læser og så meget desto bedre at få med. Til gengæld er der ikke så meget nyt at hente i præsentationen af Dostojevskij, der egentlig blot gengiver litteraturteoretikeren Bachtins hævdvundne fortolkning af romaners karakteristiske polyfoni. Lone Nikolajsen skriver således:

Dostojevskij fandt en sandhed i troen, men som forfatter var hans store bedrift at spille sandheder ud mod hinanden. Han satte et utal af modstridende stemmer i omløb og lod dem indgå i en dynamisk og ligeværdig dialog.

Og det kan man jo kun give hende ret i. Samme Bachtin er i øvrigt tildelt sin egen artikel i kapitlet om videnskabsmænd og -kvinder. Også en anden litteraturteoretiker, Vladimir Propp, bliver behandlet, hvor Informations mangeårige litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen forklarer, hvordan Propp er blevet misforstået herhjemme. Jeg skal skåne jer for detaljerne, men det er banaliseringen af den såkaldte aktantmodel i dansk litteraturpædagogik, Skyum-Nielsen er inde på her.

Overordnet set og ikke overraskende løber den klassiske modsætning mellem Rusland og Vesteuropa som en rød tråd gennem næsten alle bogens forskellige punktnedslag. Uanset hvilket kulturelt udtryk vi har at gøre med, synes den russiske kulturhistorie at udfolde sig som en stadig dialog med vesteuropæisk tankegods.

Det giver sig selv, at ikke alle bogens introduktioner er lige vellykkede i deres formidling af stoffet. Stærkest står Valdemar Lønsteds bidrag om komponisterne Tjajkovskij og Stravinskij, hvor faglig tyngde og formidlingsiver går op i en højere enhed, og man - eller i hvert fald denne anmelder - virkelig får lyst til at fordybe sig i disse musikalske værker.
Om den enkelte læser ville nyde denne bog, afhænger i høj grad af, om han eller hun køber præmissen om det korte format. Nogle vil således givetvis finde det overfladisk at se giganter som Dostojevskij og Tolstoj komprimeret ned til en ultrakort appetitvækker. Andre vil finde det imponerende, hvor meget det alligevel ofte lykkedes at få sagt på så lidt plads.

I sidste ende er bogens største kvalitet nok dens karakter af appetitvækker, dens invitation til læseren om at give sig i kast med det, som det hele jo handler om, når det kommer til stykket – favntaget med værkerne selv. Hvis dét lykkes, ja så er ambitionen med denne komprimerede kulturkanon indfriet.

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD