Russisk Litteratur

  • Stadig Putins Rusland

    Anmeldt af Emilie Adriaen-Gourraud

    Jelena Kostjutjenko fik lyst til at blive journalist, da hun som 14-årig tilfældigt læste en af Anna Politkovskajas artikler om Tjetjenien i oppositionsavisen Novaja Gazeta.

    “Jeg fik pludselig en fornemmelse af, at jeg havde feber, jeg lagde en hånd mod min pande, men den var kold, fugtig, død. Det gik op for mig, at jeg intet vidste om mit land.”

    Anna Politkovskaja, som skrev skarpe analyser om Putins Rusland, og især om Putins krig i Tjetjenien, blev myrdet den 7. oktober 2006, på Putins fødselsdag. Da havde Kostjutjenko allerede opnået sin barndoms drøm, da hun som 17-årig blev journalist på Novaja Gazeta. I dag, er det hende, der er i livsfare, efter at hun har dokumenteret den russiske invasion af Ukraine fra et ukrainsk perspektiv siden 2014. Hun tog igen til Ukraine i 2022, og fra fronten tog hun direkte i eksil, da hun fik at vide, at hun var i de russiske myndigheders sigtekorn.

    I Mit Elskede Land, reflekterer hun over både sit hjemland, sin karriere og sit personlige liv igennem de sidste 14 år. Bogen sammenfletter personlige refleksioner og lange reportager, som hun skrev igennem de 17 år hun har været korrespondent for Novaja Gazeta.

    Kender man ikke Jelena Kostjutjenko og har man Mit Elskede Land (Forlaget Palomar, 2024) mellem hænderne for første gang, vil man måske forvente af få et indblik i motivationerne bag den aggressive Russiske patriotisme. Den der har ført til annekteringskrigen mod Ukraine. På engelsk er bogens titel oversat til “I Love Russia,” hvilken kan lyde ret provokerende. Nå, hvorfor det? Hvad er der at elske, at kæmpe for?

    Men der er ikke ret meget af det, Kostjutjenko beskriver, som kan forklare den erklærede kærlighed. Bogen er en dyster rejse igennem nutidens Ruslands, en lommelygte peget mod samfundets mørkeste hjørner. Kostjutjenkos kærlighedsbrev til Rusland er et ærligt og kritisk blik på et samfund, som i de seneste to årtier er gledet ind i fascismen.

    “Jeg er 14 år, og jeg læser Anna Politkovskajas artikler om Tjetjenien. Pis.

    Jeg er 14 år, og jeg læser Svetlana Aleksijevitjs bøger. Pis.

     […]

    Jeg er i Moskva, jeg sover og har drømme fulde af lys. Der er næsten alt for meget lys, det gøre næsten ondt, men hvor er det smukt. Jeg står op, går ud for at ryge. Jeg kommer ind i værelset igen. Min kæreste sidder op i sengen med sin telefon. Jeg kan ikke læse udtrykket i hendes ansigt. “Hvorfor sover du ikke?””De bomber Kyiv.””Hvad?””Kyiv og alle storebyer i Ukraine.””Vi bomber?””Ja.

    Jeg sover to timer mere, tvinger mig selv til at sove. Jeg tager tøj på, tager hen på redaktionen. De spørger: “Er du klar?” Selvfølgelig er jeg klar.

    Men i virkeligheden er det umuligt at forberede sig på at det er os der er fascister. Jeg var slet ikke forberedt.”

    Hvorfor læse Mit Elskede Land i dag? Bogen står som en milepæl ved et trist krydsfelt. For lidt over en uge siden, var det fire år siden invasionen af Ukraine begyndte i fuldskala. I år, er det også tyve år siden Anna Politkovskaja, Kostjutjenkos første rollemodel som ung journalist, blev myrdet. Hvis man vil forstå, hvordan det hele hænger sammen, findes der mange ledetråde i Mit Elskede Land.

    Bogen er delt op i kapitler med forskellige temaer. Det er et kronologisk arkiv af Kostjutjenkos journalistiske arbejde igennem årene, fra 2008 til 2022. Det er også en hyldest til Novaja Gazeta: bogen er dedikeret til Nuzgar Mikeladze, tidligere redaktør på avisen.

    “Moskva er ikke Rusland”, hedder kapitel 3, men hele bogen viser os noget andet end det, vi tror vi ved om verdens største land, geografisk set. Fra små fattige landsbyer, lige uden for Moskva til Norilsk i Siberien, hvor mineindustrier ødelægger Sakha-folkets fremtid, til en to-ugers klaustrofobisk ferie ind på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital, får vi små stykker af Rusland at se.

    “Når det menneskelige forsvinder, er der kun staten tilbage.

    Min stat—det er institutionen for psykisk udviklingshæmmede. Det er ikke vaccinen Sputnik-V, ikke Olympiaden, ikke dens forskellige rumskibe. Min stat er lige her hvor jeg kan se den i øjnene.

    Hvad tænker jeg efter to uger på den institution?

    At jeg kun lige akkurat har skrabet i helvedets overflade.”

    Kostjutjenkos artikler er imponerende. Hun møder folk med alvor, uden nedladenhed. Folk som lever et hårdt liv uden for de store byer, folk som bliver trådt ned af systemet, som knap nok har ressourcer til at overleve. Hun bliver inviteret ind i disse forskellige universer, prøver at forstå, at beskrive med en ærlighed, der føles som sand modgift til den ellers allestedsnærværende propaganda. Den alvor, den ærlighed i hvordan, man møder andre mennesker, og den interesse for det intime, for historiens små detaljer, minder for eksempel om Svetlana Aleksijevitjsværker, eller om den russiske journalist Jurij Duds dokumentarer og interviews på Youtube.

    Hvis man har set filmen Leviathan, instrueret af Andrej Zvjagintsev, som udkom i 2014, eller den prisbelønnede aktuelle dokumentarfilm Mr Nobody Against Putin, vil man kunne genkende frustrationen, det enkelte menneskes magtløshed overfor et uretfærdig, umenneskeligt system.

    Samtidig er der en stor pris at betale, når man tør påpege uretfærdigheder. Selv om Kostjutjenko har opnået sin barndomsdrøm om at blive Novaja Gazeta-korrespondent, er hun også blevet jaget ud at sit hjemland, har mistet kollegaer, er blevet truet og tævet. I den rørende tekst “Min kærlighed (usynlig og ægte),” beskriver hun hvordan hun blev feminist, og så LGBT-aktivist, og reflekterer over hvor langt man tør, eller kan, gøre modstand, inden man bliver knust.

    Det er ikke nogen nem rejse igennem Putins Rusland. Kostjutjenko er ikke interesseret i at beskytte læserne. Jeg blev nødt til at lægge bogen ned en par gange, det blev for hårdt, for mørkt.  Det er i hvert fald ikke en blød godnathistorie. Men dem, der vil have en dybere forståelse af Rusland i dag vil have glæde at læse Mit Elskede Land, som har været forbudt i Rusland siden den udkom.

    Mit Elskede Land ligger på min bogreol, klemt inde mellem Anna Politkovskajas Putin’s Russia (Harvill Secker, 2004), hendes datter Vera Politkovskajas selvbiografi En Russisk Mor (Grønningen 1, 2023) og Lana Estemirovas autobiografi Please Live: The Chechen Wars, My Mother and Me (John Murray Press, 2025) som udkom på Engelsk sidste år. Alle fire er modige kvinder, som elsker deres land, dog ikke med den panegyriske fædrelandskærlighed, Putin ønsker. Et ærligt og kritisk blik, og en smag for retfærdighed, er nemlig deres kærlighedssprog.

    Anna Politkovskaja, og mange andre, er væk. Novaja Gazeta er lukket. Kostjutjenko forsætter med at fortælle sandheden. Det er stadig Putins Rusland.

  • Mosaik uden motiv

    Anmeldt af stud.mag. Jakob Toft 

    ”Sasja slog igen og igen. Han slog, indtil det, der engang havde være en krabbe, ophørte med de sidste krampetrækninger og ikke længere bevægede sig. ”Så du troede du kunne stikke af…” sagde han med et raseri, han ikke vidste, hvor kom fra.” (Fra novellen ‘De bliver røde’)

    Den russiske forfatter, Jegor Fetisov, har i samarbejde med oversætter, Tine Roesen, udgivet bogen Tilsandede liv, der består af novellesamlingen ’жизнь, занесенная песком’ (Tilsandede liv) og yderligere to noveller oversat til dansk med titlerne ’Golem’ og ’Påskelørdag’. Den russiske mosaik, udgivelsen proklamerer sig som i undertitlen, indeholder 23 noveller af varierende længde inddelt på bogens 204 sider.  Jegor Fetisov har desuden selv været bosat i Danmark de seneste 13 år og har derudover arbejdet med oversættelse af dansksproget litteratur til russisk, heriblandt værker af Kim Leine og Charlotte Weitze.

    Man kan tydeligt mærke stilpåvirkningerne af forfatterens emigranttilværelse på godt og ondt. Stilistisk tangerer det til et virvar af eksperimenter rettere end en virtuos mosaik, men Fetisov viser, at han mestrer at skrive inden for begge traditioner, hhv. den danske og den russiske. Desværre synes de to traditioner svære at forene for forfatteren, og novellerne opleves som adskilte projekter, der sjældent eller uden alvorlig intention tangerer hinanden. Det kunne ellers være interessant, hvis disse traditioner kom i en form for forening eller karambolage med hinanden, men det sker ikke for alvor. Noveller som ’Lyset’, ’Golem’ eller ’Skal jeg forære dig en Gogol-karakter?’ glimrer i deres egenartede facon. I dem kan man fornemme Nikolaj Gogols ånd strømme fra den russiske novelletradition, mens man i de fleste de andre bevæger sig mere i strømmen af en dansksindet minimalisme. Et godt eksempel er fra den centrale novelle Det tilsandede liv, hvor protagonisten, en russisk kurator, står midt i en skilsmisse med sin kone og beslutter sig for at tage til Skagen, fordi hans ur sjovt nok er af mærket ’Skagen’, og ikke nok med det, så ender han også i et forløsende øjeblik at kaste uret (og sin fortid) i havet. Denne handling tilbyder sammen med Den Tilsandede Kirkes langsomme begravelse og ’Grenen’ med Skagerraks og Kattegats bølgende sammenstød novellen en tyk (dansk) minimalistisk metaforik for at være løsreven blandt steder og mennesker, og længslen efter det selv samme. Længslen efter forbindelser til mennesker og steder og deres indbyrdes relation.

    ”Varlam Semjonovitj huskede udmærket, hvordan det var begyndt, at hans værelse forsøgte at snyde ham ved at ændre sine konturer. Han havde banket tindingen hårdt ind i dørkarmen, der pludselig befandt sig et stykke inde i værelset. Værelset var blevet mindre. Det skræmte ham ikke, men det undrede ham. Efter at have tænkt lidt over det, kom Varlam Semjonovitj dog frem til, at der i grunden ikke var noget at undre sig over: Hans liv var jo også ved at svinde ind, og han krympede selv i både tid og rum.” (Fra novellen ‘Lyset’)

    Man får derfor også indtrykket i læseoplevelsen af bogen som en en slags stiløvelser, hvilket ikke er uinteressant, men det er heller ikke pirrende. Der er hverken kærtegn, kys eller krig mellem de to. Kun separate verdener. Det er derfor svært at tale om bogen som et helhedsprojekt. Nuvel, det er jo som nævnt også en selverklæret mosaik. Bogen lever på sin vis ligesom emigranten en fragmenteret mosaisk tilværelse mellem steder og deres kulturer i Rusland, Danmark og Tyskland især, men der er også afstikkere til Central- og Sydeuropa, USA og Sydamerika. Det giver en spændende kosmisk dimension til bogen. Det er en omflakkende oplevelse, og man skifter mellem mange protagonister, dog typisk mænd og typisk i jeg-form. Fælles for de fleste af mændene er en trang til ”at forbinde sig” bredt forstået, men typisk uden held eller med stort besvær. De er tilsandede som krabber med ensomt blødt kød i hård skal.

    Denne længsel er en tendens i mange af novellerne og med det følger flere variationer over temaer omkring familierelationer, hjemstavnen og den hjemvendte, kontrasten mellem byen som et centrum og landet som en periferi, omsorgen for omverdenen og hinanden eller manglen på samme. Dertil eksisterer der på tværs mange af novellerne en varierende gentagelse af vand som element og dets associative fordringer. Hvad enten det er et landskab med tilstedeværelse af hav, strand, sø, bæk, flod, brænding, regn etc. eller en handling eller et billede af en handling såsom at fiske, svømme, dykke, bade. Vand forbinder os, men indeholder også former for indtryk af de afstande, dybder, kræfter, der adskiller os. Det er både livsvigtigt og livsfarligt. Hvis man skal påpege en central ting ved Tilsandede liv som ”helhed”, er det denne urfascination af landskab og elementer. Det giver trods alt en fin billedsproglig struktur på tværs af novellerne, som dog alt i alt mest virker afsondrede. Som en mosaik uden et samlende motiv.

    Anmeldelse af Tilsandede liv af Jegor Fetisov. Oversat af Tine Roesen. Udkommet juni 2025 på Jensen & Dalgaard. 204 sider.

  • Anmeldelse af Augustmennesker af Sergej Lebedev

    Anmeldt af Katrine Stevnhøj, cand.mag. Østeuropastudier

    Augustmennesker af Sergej Lebedev. Oversat fra russisk af Lotte Jansen. Forlaget Palomar. 2020. Omslag af Håkan Liljemärker. 336 s.

    Sergej Lebedev debuterede i 2010 med romanen Ved glemslens rand, som udkom på dansk i 2018. Lebedev er blevet rost for sin skildring af både samtidens og fortidens Rusland og er blevet udkåret som arvetager efter Solzjenitsyn. Han er nu aktuel med Augustmennesker og værket lever ubesværet op til forventningerne.

    (more…)

  • Aparte humor bærer værket: Anmeldelse af F20 af Anna Kozlova

    Anmeldt af Katrine Stevnhøj, cand.mag. i Østeuropastudier

    F20 af Anna Kozlova. Oversat fra russisk af Trine Søndergaard. Jensen & Dalgaard, 2020, 234 s.

    ”Det hele begyndte egentlig meget godt… ” Sådan indleder Anna Kozlova sin roman F20. Hurtigt bliver det dog tydeligt for læseren, at jeg-fortællerens, Julijas, barndom er mere indviklet end de fleste andres. I en tidlig alder bliver Julijas lillesøster Anjutik diagnosticeret med skizofreni, og mens sygdommen forvrænger hendes søsters forbindelse til virkeligheden, begynder den 9-årige Julija selv at udvikle symptomer på selv samme sindslidelse.

    (more…)

  • Skønlitteraturen som samfundets spejlbillede: Anmeldelse af ”Fragmenter av fortid: Historiens rolle i russisk samtidslitteratur” af Ingunn Lunde

    Af Katrine Stevnhøj, cand.mag i Østeuropastudier

    Mellem historieskrivning og fortællekunst

    Hvorfor studere erindringskultur i en litteraturhistorisk kontekst? Hukommelse er uundgåeligt sammenkædet med det at fortælle, og hvordan vi vælger at fortælle vores fortid, vil påvirke vores syn på samtiden. På denne måde fungerer skønlitteraturen som en form for spejling af vores samfundsmæssige samtid. Særligt i Rusland har litteraturen traditionelt set haft en betydningsfuld, didaktisk rolle, og litteraturen kan derfor ses som en vigtig del af den kollektive erindringskultur. Med udgangspunkt i en række udvalgte litterære værker, viser Ingunn Lunde i Fragmenter av fortid, hvordan skønlitteraturen bidrager til den kollektive erindring i samtidens Rusland. (more…)

  • Tidløse intriger og spektakulær komik: Anmeldelse af Fjodor Dostojevskijs Foma: Godset Stepantjikovo og dets beboere

    Udkommet på Løvens Forlag i Per Dalgårds oversættelse i 2018

    Af Katrine Stevnhøj, cand.mag. Østeuropastudier

    Intriger, selvpromoverende pseudointellektuelle og dilemmaer om kærlighed, moral og integritet. Lyder det som temaer, du kan genkende fra dit eget liv? I så fald har du mere tilfælles med karaktererne i Dostojevskijs satiriske værk Foma. Godset Stepantjikovo og dets beboere. Af en ukendts dagbog fra 1859, end du måske umiddelbart tror.

    (more…)

  • Anmeldelse af Anna Akhmatovas Requiem

    Anna Akhmatovas berømte digtcyklus gør bogens sider til gravsten for Stalins ofre og de efterladte.

    Udkommet på Forlaget Palomar, oversat og med efterord af Mette Dalsgaard.

    Af Kristoffer Møllegaard, cand.mag. i russisk sprog og kultur

    Et rekviem er, i den romersk-katolske tradition, en sjælemesse for de døde. Her bedes der for den eller de nyligt bortgangne og deres forhåbentlig gnidningsfrie opstigning til Himmerige. Allerede ud fra titlen kan man – hvis man ikke var bekendt med indholdet i forvejen – udlede meget om Anna Akhmatovas berømte digtcyklus med netop dette navn, skrevet mellem 1935 og 1961, først udgivet i 1963 i München og nu oversat til dansk af Mette Dalsgaard og udkommet på Forlaget Palomar. Læseren vil måske kunne gætte sig til, at værket omhandler død, tab, sorg og fortvivlelse under Stalins store udrensninger i Sovjetunionen 1930’erne, og måske endda også, at den i høj grad præges af det faktum, at sjælemessen er en kollektiv handling, ikke individuel. (more…)

  • Kan litteraturen smelte en frossen fortid? Sergej Lebedev og Ilmar Taska besøgte LiteratureXchange i Aarhus

    Af Katrine Stevnhøj, cand.mag. Østeuropastudier

    Aarhus internationale litteraturfestival LiteratureXchange løb for anden gang af stablen d. 12. – 23. juni 2019, og i år kunne festivalen præsentere hele to forfattere hvis litteratur beskæftiger sig med den sovjetiske kulturarv. Under overskriften ”Arven fra Sovjet – mød Ilmar Taska og Sergej Lebedev”, diskuterede de to forfattere sammen med DRs Ruslandskorrespondent Matilde Kimer den arv som det sovjetiske styre efterlod og dens forhold mellem fortid og nutid.

    Det er Åbne Scene på Godsbanen, som danner rammer for aftenens samtale, og selvom solen stadig skinner udenfor, har en betragtelig flok af festivalgængere taget plads på tilskuerrækkerne for at blive klogere på, hvordan den sovjetiske kulturarv bliver behandlet i litteraturen. Fælles for de to forfattere er, som Matilde Kimer formulerer det, at de er ”børn af Sovjetunionen” og at de begge bruger netop deres opvækst og egne erindringer fra deres barndom som referenceramme om deres forfatterskab.

    (more…)

  • Anmeldelse af Sergej Lebedevs Ved glemslens rand

    Hvordan man konfronterer en fortid, man ikke selv har oplevet, og får en læseværdig roman ud af det?

    af Kristoffer Møllegaard, cand.mag. i russisk sprog og kultur

    Sergej Lebedevs “Ved glemslens rand”, der oprindeligt blev udgivet i 2011 og nu er udkommet på dansk i oversættelse af Lotte Jansen, synes at være en del af en tradition – en stolt russisk litterær tradition for at beskrive en ikke synderligt stolt fortid præget af mildest talt mere eller mindre legitime fængslinger, eksileringer og livslange ophold i brutale arbejdslejre. Jeg-fortælleren udlægger selv tidligt i bogen dens formål, når han proklamerer, at ”… denne tekst er som et mindesmærke, som en grædemur for de døde og grædende der ikke har andre steder at mødes end ved ordenes mur – en mur der forener døde og levende.” (more…)

  • Anmeldelse af Jelena Botjorisjvilis Min fars hoved

    Oversat til dansk af Trine Søndergaard, udkommet på Forlaget Vandkunsten i 2018.

    af Daniel Aeberli, cand.mag. i russisk og lektor i dansk ved Beograds Universitet.

    Min fars hoved er en roman, som består af ét langt brev. En fars brev til sin søn. I brevet skriver faderen om sin opvækst og om sine forældre. Han skriver om sin far, som var menig funktionær i Georgien under sovjetstyret, og om sin mor, som var tidligere skuespiller og bugtaler, men som ikke længere kunne få lov til at optræde. Men hvad handler det lange brev egentlig om?

    ”Hvad skriver du om? Ikke om noget. Om hvordan folk dansede og elskede i Sovjetunionen …” (more…)